Sådan vælger du jakken til dit jakkesæt

jakkesaet

Når man skal vælge sit første jakkesæt er der mange overvejelser, som man skal gøre sig, for alle ved vi, hvor kikset det kan se ud, hvis jakkesættet eksempelvis er for bredt over skuldrene, ikke har den rette taljering eller at bukserne slasker. I dette blogindlæg vil vi dog fokusere på valget af den perfekte jakke til sit jakkesæt.

Skulderbredde

Et af de første punkter, som man bør overveje, når man køber jakkesæt er, hvor brede skuldrene i jakken er. Hvis man vælger for brede skuldre, kommer man meget let til at ligne en lille dreng, som har lånt sin fars jakkesæt, og hvis man vælger for smalle skuldre, vil man i stedet ligne en som mest af alt trænger til en kur. Hvad skal man så vælge?

Der er flere forskellige måder, som jakkesættets skuldre kan udformes på, og kommer også an på, om man vælger et klassisk, engelsk eller italiensk snit. Det klassiske snit er det bredeste af de tre, hvor det engelske er en mellemting og det italienske er et noget mere kropsnært snit, som fungerer bedst, hvis man i forvejen har en slank/let trænet figur. I dag dikterer den generelle mode et smallere snit i for eksempel jeans og andre slags bukser, og denne trend har også medført, at man i dag ser flere tætsiddende jakkesæt frem for de mere løse, men hvad man vælger er en smagssag og kommer som sagt an på kropstypen, men det er i hvert fald nogle overvejelser, som man bør gøre sig, når man vælger jakkesæt. I jakkesæt af ældre dato brugte man ofte meget vatterede skuldre, men tendensen i dag er kun let vatterede skuldre. Det vigtigste når man vælger jakke til sit jakkesæt er, at skuldrene lægger sig fladt og harmonisk over skuldrene og ikke giver indtrykket af folder. Med andre ord skal skuldrene på jakkesættets jakke være brede nok til, at den ydre del af overarmen undgår at bule ud i den øvre del af jakkeærmet.

Taljering og bryst

Taljeringen af jakkesætsjakken er det næste punkt at overveje, for disse to ting skal helst hænge nøje sammen. Har man derfor valgt en bred skulderbredde, skal man også have en bredere taljering, så der er et harmonisk forhold mellem de to. En rettesnor kan være, at forholdet mellem skulderbredde og talje skal danne et V.

For så vidt er det op til en selv, hvordan brystvidden skal være, og igen er vi ude i , om man bedst kan lide et lidt tætsiddende eller løst jakkesæt, men det er vigtigt, at jakken ikke bliver trukket skæv, hvis bredden er for lille, så reverset åbner sig. En anden rettesnor kan være, at der ikke må være lodrette eller vandrette folder i stoffet andet end omkring ved armhulen, hvor syningen kan findes.